17. marts 2014

Laksejagt

Havørred 5,1 kg 74 cm
Vejret var simpelthen for godt til at sidde på kontoret hele ugen, så da Allan Petersen bekendtgjorde at han ville tage fri og tage på laksejagt og at der var plads om bord på Njord - ja så var der ikke mere at rafle om. Af forskellige grunde kunne vi først stævne ud af havnen kl. 8 og skulle være i havn igen senest kl. 17 så der var ikke ligefrem tale om en marathon tur. Der stod som forventet lidt gammel sø da vi stak ud af havnen, men prognosen om fladt vand op af dagen kom til at holde stik.
Første sted vi satte stængerne skete der absolut intet til trods for lovende lodninger og luftning af mange forskellige endeagn. Vi fortsatte videre til et andet område der så lige så lovende ud men hvor vandet var grumset af alger. Her boede der nogle af de blanke og vi kunne snart lande en lille laks omkring 4 kg. Næste hug var præcis da vi passerede over det første waypoint igen. Allan havde lagt sig ind for at prøve at få en lur. Det blev dog ikke til mere end 5 min da en flot laks på 9,1 huggede på bagbords dipsy stang.
Skipper med laks for enden

Lidt efter kunne jeg på ekkolodet se et ekko der steg i raketfart op til loddet for derefter at svømme lidt ned igen for så at forsætte op og hugge den stackede stang på bagbords rigger. Den fortsatte til overfladen og sprang så vi med det samme kunne se at der var tale om en god havørred. Den sprang mere end 10 gange under fighten inden den kunne nettes. Fed fight! En tyksak på 74 cm og 5,1 kg. Herefter skete der ikke mere i dette område og vi fortsatte videre. Allan prøvede endnu en gang at få en lur, men endnu engang blev det ikke til mere end 5 min før den anden dipsystang klappede sammen. Fisken stod dog af efter knapt 10 sek, men inden Allan havde bandet færdig kunne vi høre en hvislen fra targabøjlen. Når bare linen forlader spolen hurtigt nok gør det ikke noget at man har glemt at slå knarren til... ups. En flot laks på 9,3 måtte efter en rigtig fin fight overgi sig og glide i nettet. Vi riggede af og stak mod havn ved 16 tiden og sejlede hjem i fladt vand og solskin. Hvad mere kan man ønske sig på en helt almindelig tirsdag? Tak til Allan for - som altid - at stille med toptrimmet trollingmaskine og godt selvskab.

9,1 kg sølvtorpedo

Ingen kommentarer:

Send en kommentar